VINDEREN ER FUNDET

Bogforums Debutantpris

Kristen Vego vinder Bogforums debutantpris 2022

Der var stor og velfortjent ros til Kristen Vego for hendes debut med romanen ”Se en sidste gang på alt smukt” (Turbine). Vego modtager, udover den økonomiske tilskyndelse på 50.000 kr., ekstra opmærksomhed fra presse, boghandlere, læsere og selvfølgelig stor anerkendelse fra Bogforum’s Debutantpris 2022, og den dertilhørende jury.

Hele 38 indstillede værker fra 22 forlag var indstillet til Bogforum’s Debutantpris, hvoraf 5 blev shortlistet - og det blev Kristen Vego, der løb med prisen. 

I begrundelsen for at vælge Kristen Vego som vinder, siger juryen bl.a. 

Kristin Vego mestrer antydningerne, den diskrete afdækning af menneskelige spændinger. Der ligger en følelsesmæssig intensitet i enhver bevægelse. Selv når hun leger med vores virkelighedsopfattelse som i den kompositorisk raffinerede novelle ”Be my baby” eller med fremtidsfremskrivninger som i novellen ”Akvarium” – hvor personerne ikke længere ser hinanden i øjnene og hver dag vågner op i noget, der minder om en drøm – gør hun det med en diskret, sofistikeret og lavmælt penneføring, der virker desto stærkere på en. Den afmålte skønhed findes i sætningerne. Det er noveller, der kalder på at blive læst igen og igen, det er en forfatter, der må berige os med endnu flere bøger.

Se pressemeddelelse og hele begrundelsen her


Om Bogforums Debutantpris 2022

Siden 1993 er årets bedste skønlitterære debutant blevet kåret på Bogforum. Det bliver også tilfældet, når landets største bogfestival atter slår dørene op til Bella Center for forfattere, forlag og alle med forkærlighed for læsning den 4., 5. og 6. november 2022.

Med prisen ønsker Bogforum at skabe opmærksomhed om stærke, nye navne i den danske litteratur. Udover en økonomisk tilskyndelse på 50.000 kr. til at fortsætte forfattergerningen, giver prisen også ekstra opmærksomhed fra presse, boghandlere og læsere, hvilket forhåbentlig kan hjælpe et lovende forfatterskab videre.

Blandt de tidligere vindere af den prestigefyldte pris kan nævnes Kaspar Colling Nielsen, Tine Høeg, Morten Pape, Yahya Hassan, Christian Jungersen, Amalie Langballe, Anne-Cathrine Riebnitzsky, Thomas Rydahl, Knud Romer og Fine Gråbøl.

Blandt 38 indstillede værker fra 22 forlag var følgende udvalgt til shortlisten anno 2022:
Zakiya Ajmi: Delvist møbleret (Gyldendal)
Villads Andersen: København, udateret (Gyldendal)
Joakim Kruse Lykke: Et sted at være mor fra (Gyldendal)
Sabitha Söderholm: Chellam (Gads Forlag)
Kristin Vego: Se en sidste gang på alt smukt (Turbine)

Se pressemeddelelsen og begrundelserne for nomineringer her