Skoler og institutioner
Bogforum byder alle Danmarks skoler og gymnasiale uddannelser indenfor til et møde med de forfattere, eleverne læser i undervisningen.
Målet er at åbne nye verdener, pirre nysgerrigheden og give smag for både historier og refleksioner, der kan følge med langt ud over klasselokalet.
Vi håber, at forfatterne – både som de opleves på scenen og gennem de emner, de behandler – kan inspirere og vække læselyst hos eleverne, særligt dem, der måske ellers ikke ville opsøge litteraturen.
Arrangementerne på Bogforums Skolescener er forbeholdt skoleklasser med forudbestilte billetter.
For grundskolen
Programmet for grundskolen byder på de mest læste danske ungdoms- og børnebogsforfattere, og det er tilrettelagt, så det imødekommer Fælles Mål for danskfaget og skolereformens krav om Åben Skole. På scenerne fortæller populære forfattere om ét eller flere af deres egne værker. På den måde er det muligt at integrere besøget på Bogforum i klassernes årsplan.
For de gymnasiale uddannelser
Programmet for de gymnasiale uddannelser byder på nogle af de mest velskrivende og tankevækkende stemmer i dansk samtidslitteratur. Stemmer, der på hver sin særlige måde skriver om alt det, der optager og anfægter os netop nu. Og hele tiden. På scenen fortæller forfatterne om ét eller flere af deres egne værker. På den måde er det muligt at integrere besøget på Bogforum med elevernes læseplan.
Billetsalg
Ud over adgang til skoleprogrammet får både elever og lærere mulighed for at opleve resten af Bogforum, da alle tilmeldte modtager partoutarmbånd, som giver adgang til hele messen hele weekenden.