Årets temaer
Igen i år kommer vi langt omkring på Bogforum, hvor vi gennem samtaler, events og musik går tæt på det, der fylder i vores hjerner, hjerter og hverdagsliv. Her får du et smugkig på nogle af de temaer, vi sætter fokus på.
- Forside
- Bogforum Festival
- Årets Temaer
OPHAV
Hvor kommer vi fra, og hvor hører vi til? Lørdag på Perspektivscenen mødes Duncan Wiese og Rúni Weihe til en samtale om opvækst og maskulinitet med afsæt i Drenge og Boys boys boys.
Søndag på Litteraturscenen undersøger Kim Leine og Eva Tind slægt og tilhørsforhold med afsæt i egne værker. Olavs Hus følger Leines norske slægt gennem generationer, formet af landskab, fattigdom, religion, sex og drømmen om noget mere. I Manden der fik vinger skildrer Eva Tind en queer kongelig porcelænsmaler og fugleforsker, der trods udstødelse hjemmefra opnår international anerkendelse.
MUSIK
Pernille Rosendahl og Kira Skov har begge levet et liv med musikken tæt på. I Lille kæmper fortæller Pernille Rosendahl personligt om livet på de skrå brædder og arbejdsforholdene i branchen. Mød hende på Temascenen fredag. Søndag på samme scene ser Kira Skov i Liv forladt tilbage på en turbulent opvækst, årene som omrejsende musiker og sorgen efter sin mands død.
Også Peter Sommer tager udgangspunkt i sit eget musikalske liv, når han søndag på Store Scene fortæller om Sort på hvidt akkompagneret af pianist Palle Hjorth. Og på Balkonscenen samme dag mødes litteratur og musik, når Vokalselskabet FIRE markerer 50-året for Tove Ditlevsens død med et koncertprogram baseret på hendes tekster.
NYE TIDER
Verden flytter sig hurtigt – politisk, teknologisk og menneskeligt. Fredag på Temascenen tager Roald Als og Søs Marie Serup publikum med ind i politik og nyere historie. Lørdag kredser programmet om både verdensorden, teknologi og politisk liv.
På Vidensscenen undersøger Isabel Bramsen og Flemming Splidsboel fredens muligheder og brudlinjerne i verden med afsæt i Fredens logik – i verden og hverdagen og En verden i stykker. Opbruddets tid, mens Ulla Terkelsen (Sidste udkald) i samtale med Martin Krasnik spørger, om Europa kan stå på egne ben. Anders Søgaard og Christiane Vejlø ser samme dag på kunstig intelligens og spørgsmålet om, hvordan mennesket forbliver vigtigere end maskinen. På Ny Scene undersøger Runa Lily Luth, Ulrikke Bak og Mikkel Rosengaard, hvordan internettet former vores tanker og begær, og på Temascenen fortæller Jakob Ellemann-Jensen med afsæt i Udvalgte kolbøtter om magt, politiske kampe – og om at falde og rejse sig igen. Søndag mødes Leon Wieseltier og Celeste Marcus fra Liberties med Martin Krasnik, aktuel med Den skinnende by, på Perspektivscenen til en samtale om fremtiden for forholdet mellem USA og Europa. På Vidensscenen ser Mirco Reimer-Elster og Steffen Kretz samme dag nærmere på USA’s forandring og en ny verdensorden.
SERIEN
I år udkommer det afsluttende og længe ventede bind i Maren Uthaugs store %-trilogi. Du kan høre mere om 1%, når forfatteren sammen med Anne Sophia Hermansen går på Store Scene lørdag. Samme dag på samme scene kan du møde Benjamin Koppel, hvis store saga om familien Koppelman er heldigvis ikke slut, blot ved næste bind. Håbets klang tager os med tilbage til tiden før de store verdenskrige i Shtetl i Tjekkiet, før farmor Bruche emigrerede til Danmark.
Klima & Miljø
Bogforums nye scene, Lysningen, er hjemsted for samtaler om klima, miljø, bæredygtighed og natur. Her kan du opleve Camilla Skov, Emma Holten, Mathilde Walter Clark, Bente Klarlund, Connie Hedegaard, Theis Ørntoft, Sofie Linde, Josephine Klougart, Morten D.D., Michael Stoltze og Lea Korsgaard.
KÆRLIGHED OG RELATIONER
Kærlighed og relationer har mange former i år. Lørdag på Litteraturscenen kan du møde Asta Olivia Nordenhof, der med Maria, Atlantis fortsætter sin store romanserie om Scandinavian Star og skriver om kærlighed, fællesskab og kapitalisme.
Samme dag på Temascenen undersøger Sørine Gotfredsen med litteraturen som ledsager, hvad kærligheden egentlig betyder, mens Caroline Albertine Minor og Julia Maria Gieysztor Bertelsen på Perspektivscenen mødes om læsning, arbejde og begær med afsæt i Den forelskede ven og Det Store År.
På Balkonscenen bliver tonen mere legende. Fredag omsætter romantasyformidler Nikoline Rosenbjerg sammen med Politikens Felix Thorsen Katzenelson romance og romantasybøger til en brevkasse fuld af kærlighedsdilemmaer. Lørdag er der quiz, når Nikoline Rosenbjerg udfordrer Sarah von Essen og Victoria Olsen i tidens mest populære sexscener fra film, bøger og sange.