Velkommen til Lysningen
En ny klimascene skabt af Bogforum og Andel.
- Forside
- Bogforum Festival
- Specialområder
- Lysningen
I 2026 lancerer Bogforum en ny klimascene i samarbejde med Andel. Lysningen bliver et samlingspunkt for samtaler om klima, natur og grøn omstilling med litteraturen som indgang til nogle af tidens største spørgsmål.
Klimakrisen er ikke forsvundet. Den er stadig virkelig og nærværende i form af ekstreme vejrfænomener, oversvømmelser, skovbrande og stigende CO2-niveauer. Alligevel fylder den mindre i den offentlige samtale end tidligere. I en tid præget af krig, økonomisk usikkerhed og konstante nyhedsstrømme kæmper klimaet med mange andre dagsordener om vores opmærksomhed.
Derfor lancerer Bogforum i år Lysningen. En ny klimascene skabt i et treårigt partnerskab med Andel. Her introduceres et nyt samlingspunkt for klima, natur, litteratur og bæredygtighed på årets festival fra 30. oktober til 1. november i Bella Center Copenhagen.
For Bogforums festivalleder Andreas Nordkild Poulsen er initiativet en naturlig forlængelse af festivalens ambition:
“Bogforum er et sted, hvor mennesker mødes om det, der fortjener opmærksomhed. Klimakrisen er ikke bare en overskrift, men en fortælling, vi stadig er i gang med at forstå. Med Lysningen skaber vi et rum, hvor publikum kan træde ind i samtaler, der giver både indsigt, eftertanke og handlekraft.”
Markante stemmer på programmet
I Lysningen kan publikum opleve stemmer fra litteraturen, kulturen, forskningen og naturen, heriblandt forfatter og samfundsdebattør Emma Holten, forfatter Josephine Klougart, journalist og Zetland medstifter Lea Korsgaard, læge og professor Bente Klarlund og forfatter Theis Ørntoft.
Programmet tæller desuden forfatternavne som Malte Tellerup, Emmy Laura Pérez Fjalland, Andrea Hejlskov, Silja E. K. Henderson og Rasmus Theisen samt naturformidlerne Oskar Dahlin og Morten D.D. Hansen.
Når klima, litteratur og samtale mødes
Den nye scene, Lysningen, samler scene, opholdsrum og formidling i ét område, hvor publikum inviteres til fordybelse i klimaspørgsmål midt i festivalens puls.
Navnet peger på et sted, hvor noget åbner sig. Et sted, hvor man kan standse op, få overblik og finde retning i en kompleks tid. Her bliver der plads til fordybelse og til at se på klimaet gennem litteratur, samtale og nye perspektiver.
Ambitionen med Lysningen er at skabe et rum, hvor publikum ikke blot lytter, men også bliver hængende, reflekterer og går i dialog. Programmet vil spænde bredt fra klimavidenskab og energipolitik til naturforståelse, livsformer, håb og menneskets forhold til naturen. Samtalerne vil også berøre hverdagslivet: mad, valg, fællesskab og længslen efter nærhed i en tid præget af hastighed og afstand.
Journalist og klimaaktivist Iben Maria Zeuthen bliver fast vært på scenen og vil binde programmet sammen.
For Andel er Lysningen et sted, hvor klimasamtalen kan få den opmærksomhed og nærhed, den fortjener:
“Når alt kæmper om vores opmærksomhed, er der også noget, som taber. Lige nu er det klimaet. Og det vi ikke læser og taler om, stopper vi langsomt med at handle på. Så der er mere end nogensinde brug for samtale, nærvær og fællesskab,” siger Rikke Trikker, HR- og kommunikationsdirektør samt Senior Vice President i Andel, og uddyber:
“Der er brug for steder, hvor man kan forstå de store forandringer, vi står midt i. Her kan litteraturen noget særligt, fordi den gør komplekse problemstillinger menneskelige og nærværende,” siger Rikke Trikker.
Partnerskabet mellem Bogforum og Andel løber over tre år og vil løbende udvikle sig med nye formater og temaer. Samtidig ligger initiativet i forlængelse af Bogforums arbejde med at styrke bæredygtigheden i festivalens egne rammer. Bella Center Copenhagen blev i 2025 B Corp-certificeret som et af verdens første store kongres- og eventcentre, en certificering, der gives til virksomheder, der lever op til høje standarder for miljømæssigt og socialt ansvar.