Gå til primært indhold Gå til footer indhold

bogforum@bogforum.dk

Forfattere på Bogforum

Bogforum samler hvert år nogle af Danmarks og verdens mest aktuelle forfattere. På denne side kan du møde et udvalg af de forfattere, der gæster årets festival, og få et indblik i de samtaler, oplæg og litterære oplevelser, der venter. Vi offentliggør løbende nye navne, så hold øje med siden for de seneste opdateringer.

  1. Forside
  2. Forfattere

Glæd dig til disse forfattere på Bogforum 2026

Giulia Enders

Den tyske læge, forsker og forfatter Giulia Enders slog internationalt igennem med bestselleren Tarme med charme, som er udgivet i mere end 30 lande. Til september er hun aktuel med Organisk, hvor hun udforsker kroppens fascinerende sammenhænge og viser, hvad blandt andet lunger, hud, immunforsvar og hjerne kan lære os om trivsel og sundhed. Oplev Giulia Enders på Bogforum 2026. Foto: Julia Sellmann

Madeline Taylor

Den britiske forfatter Madeline Taylor står bag det internationale fænomen Heir of Illusion, der er tempofyldt og eventyrlig romantasy fra øverste hylde. Første bind i serien, Skyggens hævn, blev selvudgivet i marts 2024, men der gik ikke længe, før læserne havde kastet sig over fortællingen om den unge kvinde, Ivy, og den mystiske fremmede, Thorne – og de store forlag og agenturer fulgte hastigt trop.  Bogen er solgt til udgivelse i 17 lande og Heir of Illusion – Skyggens hævn er netop udkommet på dansk her i foråret. Foto: Lauren White

Dörte Hansen

Dörte Hansen (f. 1964) er en af Tysklands vigtigste og mest læste samtidsforfattere. Forud for sin forfatterdebut med Kirsebærlandet (2015) har hun blandt andet arbejdet for en række radiostationer og magasiner i Tyskland. På Bogforum 2026 kommer Dörte Hansen med den poetiske roman Til havs (2026), der handler om et øsamfund i opløsning og et familieliv i udkanten. Foto: Multivers

Einar Már Guðmundsson

Einar Már Guðmundsson er en af Islands største nulevende forfatter med et meget populært forfatterskab i Danmark. Hans gennembrudsroman Universets Engle (1993) vandt Nordisk Råds litteraturpris og sidenhen har han igen og igen med både humor og samfundsengagement udfoldet det islandske folks historie. I april udkom han med bogen Alt fra hatte til sko, som han tager med, når han besøger Bogforum 2026. Foto: Gassi

Serhij Zjadan

Han er en af Ukraines mest markante forfattere og kendt for sine intense og nærværende skildringer af livet i landets østlige områder. På dansk er han udgivet med blandt andet Mesopotamien og Jeg slukker lyset som den sidste. Ved siden af sit forfatterskab er han aktivist og musiker, og i dag en del af Khartia-Brigaden i Kharkiv. Heldigvis har han fået orlov fra fronten for at dele sin stemme med publikum på Bogforum. Foto: Mariusz Kubik / Wikimedia Commons

Hiromi Kawakami

Hun er et af de store navne i japansk samtidslitteratur og har både modtaget sit hjemlands vigtigste litterære priser og opnået en stor international læserskare. Kawakami vil præsentere sin nyeste roman Pas på den store fugl ikke tager dig, som udgives til efteråret på Forlaget Korridor, oversat af Mette Holm. Foto: Rinko Kawauchi

Niels Fredrik Dahl

Niels Fredrik Dahl er en norsk forfatter, der har modtaget flere litterære priser, heriblandt Nordisk Råds Litteraturpris 2024 for sin seneste roman, Fars rygFoto: Pål Rødahl

Per Petterson

Den prisvindende, norske forfatter Per Petterson er klar med sin første danske romanudgivelse i syv år, når Du er hjemme nu (2026) udkommer til sommer. Foto: Baard Henriksen

Linn Ullmann

Norske Linn Ullmann er foruden at være en prisbelønnet forfatter også en anerkendt litteraturkritiker og journalist. I 2022 besøgte hun Bogforum med romanen Pige, 1983, der var nomineret til Nordisk Råds litteraturpris. Foto: Kristin Svanæs-Soot

Lars Saabye Christensen

Norske Lars Saabye Christensen er forfatter til en række bøger, der undersøger temaer som identitet, opvækst og byliv. I 2002 vandt han Nordisk Råds Litteraturpris for bogen Halvbroderen, og i år gæster han Bogforum med den danske oversættelse af romanen Omagiu (2024), der udkommer til efteråret. Foto: Hanna Kristin Hjardar

Lina Wolff

Svenske Lina Wolff har slået sit navn fast med satiriske, filosoferende og til tider mørke fortællinger om vores samtid. Hun har vundet den prestigefyldte Augustprisen to gange: Først med hendes gennembrudsroman, De polyglotte elskere (2016) og senest med Liken vi begravde (2025), der udkommer på dansk til efteråret. Foto: Gistav Bergman

Åsne Seierstad

Åsne Seierstad er en af Norges største fagbogsforfattere og særligt kendt for sine stærke reportager. På Bogforum 2026 kommer hun med bogen Ufred – Russere i krig (2025), der blandt andet har vundet Kritikerprisen og i Jyllands-Posten blev kaldt ”Årets vigtigste og bedste bog”.  Foto: Julie Pike